Ferierne giver ikke altid mætte maver

Siouxee Tour Guide.png

Ferierne er som regel noget rigtig mange glæder sig til.

Pausetid.

Familietid.

Tid til nærvær og hygge.

Men hvis ens barn har nogle udfordringer med maden og/eller måltiderne (dette hænger ikke altid sammen), så kan ferierne, for nogle forældre, faktisk være lidt stressende. 

For i ferierne kan vores børns appetit nemlig være rigtig påvirkede.

Det kan de af flere årsager.

#1 Sceneskift udfordrer trygheden

Når vi tager på ferie, er dette ofte forbundet med, at vi tager et andet sted hen. I sommerhus. Til udlandet. På telttur. Osv.

Når vi tager på ferie et andet sted hen end vores hjem - så er dette et kæmpe sceneskift for vores børn.

Så selv om det er et hyggeligt sceneskift, og vores børn glæder sig - så er alting anderledes. I særdeleshed hvis det ikke er et sted, vores børn har været før - eller et sted de ikke har været så ofte. 

  • Duftene er anderledes.
  • Sengen er anderledes.
  • Spisebordet er anderledes.
  • Maden er anderledes (især hvis man er i udlandet).

Ja, alting er anderledes. 

Og alle sanserne arbejder på højtryk (og vi bruger jo alle sanser til at spise med).

Det vil sige, at barnets tryggeste base (som er hjemmet), den er udskiftet med noget helt nyt. Og når der pilles ved denne fundmentale tryghed, så kan dette sætte tydelige spor på appetitten. 

For tryghed er lige med appetit. 

familie paa strand.jpg

#2 Rammerne og rutinerne ryger

I ferien har vi ofte tendens til at lade de faste rammer og rutiner glide en lille smule. 

Ja, det kan faktisk være noget af det, vi glæder os til.

  • Ikke at skulle smøre madpakke.
  • At maden ikke nødvendigvis skal stå på bordet kl. 18.
  • At hovedmåltiderne ikke er så fastlagte.
  • At børnene kommer lidt senere i seng.
  • At vi spiser ude, fordi vi ikke gider at lave mad.

Osv.

Ahhhhh... NU er det ferie.

Men for de børn som hurtigt bliver påvirkede af forandringer, så kan det have meget stor indflydelse på deres appetit. Hvis måltiderne pludselig ikke ligger på de samme tidspunkter, så begynder det at påvirke deres måltidsmønster. Og måltidsmønsteret er bl.a. dér, hvor vores børns appetitregulering sidder. 

Herudover ELSKER vores børn faste rammer og rutiner. Fordi det giver tryghed og genkendelighed. Og når der rykkes på dette, så rykkes der også på appetitten. 

Hvad kan man så gøre??

Prøv at bevare nogle af hverdagens faste rutiner.

  • Hvis du har et barn, hvor appetitten bliver påvirket i ferier, så skab rutiner og rammer.
  • Ved du, at I fx skal meget på stranden, så sørg for at lave madpakker og mellemmåltider og tag det med på stranden.
  • Tag gerne en madkasse og små bøtter med hjemmefra - så har dit barn noget genkendelighed. 
  • Tag evt. noget mad med hjemmefra, som du ved, dit barn elsker, og kom det i kufferten (det skal selvfølgelig være noget, der kan holde sig;-)).
  • Hvis I skal ud og spise på restaurant, så tag et sted hen, hvor du ved, at der er noget, som dit barn kan lide. Eller spørg tjeneren (inden i sætter jer), om det er ok, at dit barn spiser lidt mad, der er medbragt. 

Det er ikke på ferien, man skal prøve at begynde og ændre på ens barns madvaner. Ligesom man heller ikke skal gøre dette juleaften. Eller til påskefrokosten. 

Det kan man gøre på et andet tidspunkt.

På ferien handler det om, at alle har det hyggeligt. At skabe nærvær. Og have familietid. 

Rigtig dejlig ferie til dig og familien.

Kærlige sommerhilsner
Charlotte

charl rundt billede.png

 

 

 

 

 

 

 

 

 

OBS Har du brug for hjælp til dit barns spisevaner. Så vil mit Slut med Kræsenhed onlineforløb måske være noget for dig. Læs mere her.